torsdag den 23. december 2010

Juleferie.

Jubiii....
Nu er det dagen, før dagen, før dagen... og jeg glæder mig til juleaften. 
I dag kl. halv fem startede min juleferie, den slutter først d. 3.1.2011 kl. 9.00
- og det er jo næste år.

Og så var det VINTERSOLHVERV i dag.
Vintersolhverv er tidspunktet, hvor solen står lodret over den sydlige vendekreds. I 2010 falder vintersolhverv i Danmark klokken 00:38 den 22. december.
Dermed er onsdag den 22. december den korteste dag - hos os. (DMI)

Sikke en smuk dag, årets korteste. Jeg rendte egentlig rundt og tog en masse skønne billeder midt på dagen. Rimfrosne grene og efeu i solskin -  med frostblå himmel som baggrund. 
Desværre var det ikke mit eget kamera, så derfor kommer de ikke med her.
Lige nu venter jeg spændt på om et nyt senfald rammer her. Jeg har lidt ondt af de mennesker der har været på vejene i dag - "Driving home for Christmas" - mange har været længe undervejs.

Så... kør forsigtigt derude... pas godt på jer selv og alle de andre.



mandag den 20. december 2010

JULEGAVER.

Aftenen stod i julegavernes tegn...
Jeg synes at indpakningen er den halve GAVE - en lidenskab Størsten og jeg deler.
Og de er ikke ens. De skal have hvert deres udtryk. Modtagerne er jo også  forskellige. Og lige et godt tip: Føtex sælger allerede nu meget af
deres julepynt til 5,- kr. Noget af det kan fint bruges til indpakningen.







lørdag den 18. december 2010

Lidt af hvert.

Efter en rigtig hyggelig fødselsdag hos en veninde i går aftes, er det nu tid til at nyde denne sidste weekend før jul. Der skal købes lidt gaver, laves konfekt, hentes (og måske pyntes) juletræ. Vi skal også lige nå en fødselsdag søndag - så mon ikke denne weekend hurtig får en ende?
Heldigvis skal jeg kun arbejde tre dage inden den velsignede juleferie starter.
Ønsker alle en rigtig dejlig weekend.

torsdag den 16. december 2010

Mine tanker går til...

...min søde kæreste. I tirsdags blev han opereret for modermærkekræft! Der blev fundet celleforandringer i et modermærke på hans mave, og det resulterede i at der skulle fjernes mere fra maven. Nu er der en syning på ca. ti cm. Han fik desuden fjernet lymfekirtler i lysken og under armen. Syninger på 4-5 cm. begge steder. De bortopererede "dele" er nu til undersøgelser. Beskeden kommer den 27. dec. Vi er begge positive og med en stor tro på at resultaterne også er positive. Alligevel er der en lille del af hjernen der hvisker: "Hvad nu hvis...?" Heldigvis kender ingen dagen i morgen - og jeg kan let overhøre det lille "?".
"The gaurdian angels of life fly so high as to be beyond our sight, but they are always looking down upon us." 
- Jean Poul Richter.

mandag den 13. december 2010

Hvad er det?

En nyerhvervelse fra julemarkedet i Ridehuset i Århus. Et skønt julemarked som jeg besøger hvert år. Boder fyldt med alt det bedste fra Danmarks kreative mennesker. Jeg får lyst til at købe noget fra alle, men det kan julebudgettet ikke holde til.
I år blev det til disse herlige hjemmesko. Og det er ganske vist: nu er mine fødder dejlig varme.
Og så bød den atter på snefald - her på Lucia-dag. Øv-øv 10 cm. i løbet af ganske kort tid. Det er stadigt smukt - og jeg har stadig sommerdæk på. Det betyder at bilen får lov at stå lidt endnu!!!


lørdag den 11. december 2010

Tøvejr.

Hold da op! I går var haven hvid af sne... I dag er der grønt. Nattens tøvejr har fjernet sneen. På gaden ligger et grimt lag is, og vi skal nok alle passe lidt på når vi færdes udendørs.
I morgen er det 3. søndag i advent. Sidste år tilbragte jeg denne weekend i Göteborg. På daværende tidspunkt havde vi endnu ikke set et snefnug i Danmark, så glæden var stor da sneen dalede ned om ørerne på mig, mens jeg lyttede til et kor der sang julesalmer. Hvilket stemningsfuldt julebillede det blev. 
Adventspakkerne til mine kære er klar - og nu skal jeg også snart til at koncentrere mig om julegaverne.

fredag den 10. december 2010

De andre er til julefrokost!

Og jeg er ikke med. Jeg har været syg denne uge - er faktisk ikke på toppen endnu, og må derfor blive hjemme. Alligevel skal der jo handles lidt. Selv om jeg er syg, kan impulsindkøbene stadig hoppe op i min kurv. Fx. vidste jeg slet ikke at jeg havde brug for "Kage og muffin dekorationssæt", men til 30,-kr. så er det da bedst at handle!!!
Jeg har også haft kræfter til at være lidt kreativ: lufttørrende ler, en hjerteform og bogsstavsstempler - vupti, så er der hjerter til juletræet eller til gaveindpakningen.
 Til sidst er der lige et foto af: EN ENGEL
Jeg har hang til engle - Mindsten er mere til bamser. Tilsammen har vi en kloning:
 


torsdag den 9. december 2010

Måske...

skal "Engledagbogen" af Doreen Virtue med på ønskesedlen. 365 budskaber der beroliger, helbreder og åbner dit hjerte. Eller måske "Samme dag næste år" af David Nicholls. Den får rigtig gode anmeldelser, og jeg trænger til lidt andet end de skandinaviske krimier på boghylden.
Budskab nr. 125 i Engledagbogen er: "Læg mærke til lyset inden i hvert enkelt menneske" En smuk tanke, da alle er unikke og i besiddelse af noget særligt. Her starter jeg med en lysende engel.

onsdag den 8. december 2010

Min far

I dag er det otte år siden min far døde. Han døde stille og roligt ind i sin egen seng. Syg og afkræftet, men med en accept af at det var slut. 
Jeg savner ham stadig. Han var et godt og varmt familiemenneske. En stille mand, der havde set lidt af hvert i livet. Den sidste tid kom jeg meget tæt på ham, lærte ham bedre at kende. I dag vil jeg mindes ham, med varme, og sætte et lille lys og en engel på graven.  TAK  for den du var, og for det du gav.

mandag den 6. december 2010

Familieforhold

Weekenden har stået i familiens tegn. Familieforholdene i den kommende tekst er nok lidt komplicerede, men jeg forsøger:
Fredag stod på guldbryllup hos mine eks-svigerforældre, altså mine pigers farmor og farfar. Både kæresten og jeg var inviteret med, og jeg måtte selvfølgelig holde en tale der handlede om deres hjertevarme og rummelighed i forhold til at blive ved med at betragte mig som en tæt del af deres familie - og bestemt også fordi de nu tager min kæreste med som den største selvfølge. Flot af et par i den generation, og til stor glæde for mine børn.
Lørdag var vi så til fødselsdag hos min kærestes afdøde kones far, altså min kærestes børns morfar. Her var min ældste datter også med, for hun skulle tilbringe weekenden hos os. Endnu engang et tegn på rummelighed og accept af forskellige typer af familiesammenføring.
Søndag stod den så på julehygge hos min kæreste. Her havde vi inviteret hans familie og dele af min familie. Bl.a. min søster med en lille pige som hun har i aflastning hver anden weekend. Vi gik en lang tur i den vinterpyntede skov og hyggede os et par timer med gløgg og æbleskiver.
Ja, vi har en stor familie at hygge os med. Ikke alle biologiske, alligevel mennesker som står os tæt og som har stor betydning i vores liv.
 Min helt egen sneengel

torsdag den 2. december 2010

2. december

Så er pakkerne til 2. søndag i ADVENT klar.
De første pakker blev vel modtaget. Der var dukkeglas i farvet plastic til Størsten og Mindsten, de var tænkt som festlige shotsglas, og blev købt ganske billigt i Ikea. Kæresten fik dejlig honning til sine ostemadder. Jeg forstår ikke helt denne spise: honning og salt på ostemadder!!! I Italien købte jeg trøffelhonning til ham - puha det lugtede fælt. Nu er glasset heldigvis tomt og han må nøjes med dansk honning med sød duft.

Vi fik et nyt lag sne i dag og det er .....koldt. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om det vejr. For hyggeligt, det er det jo. Alligevel giver det en masse besvær. Alternativet kan dog være regn, blæst og kulde - det vil jeg da slet ikke have. Ja, jeg er en ægte dansker - sådan en der hele tiden taler om vejret.....

onsdag den 1. december 2010

1. december.

Endelig starter julemåneden. Et enkelt lille kalenderlys, chokolade fra Summerbirds julekalender og kaffe nydes i mit lille hjerteværksted. Farverige perler trukket på ståltråd og formet som hjerter - enkelt - og de vil helt sikkert pynte på juletræet. Summerbirds lækre chokoladejulekalender er adventsgave fra min kæreste... uhm, han ved hvad jeg sætter pris på.

tirsdag den 30. november 2010

Sne, advent og hygge...


Sneen daler stille ned, suser rundt om hjørnerne eller laver sjappede veje som mine sommerdæk bare ikke kan klare. Uanset - smukt er det. Skaber grobund for glæde og røde kinder. Bringer 5-års barnet frem i selv den allermest voksne sjæl. Vi pynter til jul, hygger med adventskrans, synger julesange, kælker og vasker et smilende ansigt i nyfalden sne.

fredag den 26. november 2010

Sneflokke kommer vrimlende...

En dejlig fredag går mod sin slutning. Udenfor drysser sneen stille ned. Julelysene i byen er blevet tændt i dag. Min by er smuk - både sommer og vinter - men specielt her op mod jul. Butikkerne havde åben hele aftenen, og jeg hyggeshoppede gaver og småting.
Adventsgaverne til mine piger er pakket ind - hvidt i hvidt - for at matche det hvide vinterlandskab. En dejlig tid ligger forude.

torsdag den 25. november 2010

10 ting du helst skal spise hver dag
  1. CITRONER
  2. BROCCOLI
  3. MØRK CHOKOLADE
  4. KARTOFLER
  5. LAKS
  6. VALNØDDER
  7. AVOCADO
  8. HVIDLØG
  9. SPINAT
  10. BØNNER
Kilde: Alt for Damerne

onsdag den 24. november 2010

Kulde.

Det er så koldt derude. Ikke meget tyder på, at det bliver bedre det næste stykke tid. Det får to forskellige tanker frem i mig:
  1. Jeg længes efter sommer og varme.
  2. Hvor er det hyggeligt - lad mig tænde nogle stearinlys og glædes over at det snart er jul.
Jeg vælger selvfølgelig at forfølge den sidste tanke - det er jo den der er mest realistisk her en onsdag aften. Desuden er mit julehjerte ved at sprænges - nu er det snart første søndag i advent og helt i orden at pynte/synge/smage/dufte/tale jul. 

tirsdag den 23. november 2010

Julebag.

Uhm... jeg har lige spist årets første klejne. Og nej, den var
ikke hjemmelavet - der imod hjembragt fra Føtex lige inden lukketid. 
Fordi jeg er træt, sulten, kold og uden energi. Nu vil jeg læne mig tilbage,
slappe af og nyde varmen brede
sig i min krop - med eftersmagen af årets første klejne.

mandag den 22. november 2010

Om tid og vin.

"The difference between twenty minutes and trirty minutes is not the numbers, is not the time. It's more the difference between two glasses of wine and three. Whether to nurse the last of the glass, measuring it out in small sips, warm and slow, or to order another and rush to finish it in cold, tangy swallows. The trick is to finish the last of the wine just in time to make the next bus. With a minimum of rushing. Finding the balance between thirst an public transit. Some believe in horoscopes, some in the way the tea leaves gather in the bottom of the glass. She prefer the more random events. And take a lot of taxis."

Citat fra en hyggelig café....

fredag den 19. november 2010

Weekend

Dejligt med tidligt fri på en fredag - det giver følelsen af lang weekend. Udenfor siler regnen ned. Hvilket fik mig til at undres, da jeg på hjemturen så, at den lokale golfbane har deres vandingsanlæg til at pøse ekstra vand over græsset!!! Mystisk - meget mystisk.
I aften er der dømt hyggeaften hos min kæreste. Fællesspisning med det de kalder "singleklubben" - der er vist ikke så mange singler tilbage, men derfor er det jo dejligt stadigt at mødes.

Rigtig god weekend!

torsdag den 18. november 2010

Shop-amok.

En laaang eftermiddag er veloverstået. Min ældste datter skulle finde festtøjet til bedsteforældrenes guldbryllup. Vi har været i rigtig mange butikker, vi har rørt ved rigtig mange ting og hun har købt en kjole. Om det er den helt rigtige? Hun er ikke sikker, og det bliver hun nok heller ikke før dagen før festen. Nå, men ud over kjole fik vi bl.a. også investeret i: et tørklæde, to bøger, to striktrøjer, en rulle gavepapir, lidt julepynt, et par skibukser, materialer til "gør-det-selv-juleengle" og sikkert lidt flere småting som er glemt lige nu. Dejligt med sådan en mor-datter tur - men hold da op hvor trængte jeg til kaffe da vi kom hjem.

onsdag den 17. november 2010

Overraskelse til veninden

HURRA-HURRA-HURRA. Min dejlige veninde - hun er desuden også min kollega - har fødselsdag i dag. I år har gaven været planlagt længe.
Pakken indeholder et gavekort til en lingeriforretning. Min veninde har nemlig haft et stort vægttab over det sidste halve år. Jeg håber nu hun bruger gavekortet til at få kyndig vejledning ved købet af en ny BH i rette størrelse. Noget alle kvinder fortjener.... specielt min veninde.

tirsdag den 16. november 2010

Take pleasure seriously....

mandag den 15. november 2010

Fantastisk kundepleje i Sinnerup

På strøgtur i Århus, og turen falder forbi Sinnerup. Vi slentrer rundt uden mål i butikken. Fra højtalerne lyder skøn, glad musik. Ved det tredje nummer bemærker vi det højlydt - gad vide hvem og hvad det er?
Jeg spørger en ung ekspeditrice, om hun tilfældigvis ved
noget om højtalernes musik? Nej, der gør hun ikke - faktisk er det styret fra Tyskland (!) så hun har heller ingen mulighed for at tjekke det.
Og dog... hvis vi har tid... så kan hun finde det via et program på hendes mobil, hun skal bare lige hente den?
Få minutter senere tager kæresten et billed af hendes telefonskærm
med hans telefon (jamen hvad gjorde vi dog inden mobilernes tid)
- og ca. en halv time senere er jeg den lykkelige ejer af en ny CD
med det skønne, glade musik.
Stort TAK til den søde og hjælpsomme ekspeditrice.

fredag den 12. november 2010

Hurra for min nevø...

En engel fra Moster
I dag fylder min dejlige nevø 26 år. 

Åhhh - jeg mindes stadig den dag han blev født.
Jeg glædede mig sådan til at blive moster.
Jeg var på daværende tidspunkt faster til en del skønne niecer og nevøer. 
At blive moster, det var ganske specielt. Muligvis forstærket af at min søster
havde aborteret to gange.
Han er i dag en stor, stærk og flot ung mand. Han tog en tømreruddannelse og meldte sig derefter til militæret. Har været udsendt til Kroatien og Afghanistan. Det gav i den grad til mange timers bekymring. Vi ville selvfølgelig gerne have ham hjem i god behold.
Nu er han hjemme i Danmark igen, i god behold og  ude af soldaterlivet.

 I dag skal han ha' et  stort HURRA og mange gode tanker.




torsdag den 11. november 2010

Stilhedens hav.

I søndags var jeg på en dejlig travetur med min kæreste ved Moesgård Strand. Her findes sten med tekster, det bliver en lille skattejagt at finde dem. Da vi nåede til "Stilhedens Hav" måtte jeg straks aftale en sommerdate. På en stille sommerdag skal vi sidde og drikke kaffe ved denne sten... og være stille.
At være stille sammen med andre er ikke umiddelbart naturligt for mig. Stilhed har tidligere gjort mig utryg! Gennem min barndom og tidlige voksenliv, har stilhed været forbundet med vrede og utilfredshed. Jeg har altid reageret på stilhed ved at plapre løs, om alt mulig der kunne falde mig ind. Faktisk var det blevet en del af min personlighed - kvinden der aldrig kunne være stille i andres selskab.


I dag har jeg ændret på dette. Jeg har øvet mig i at trække vejret stille og roligt, og acceptere pauser i talestrømmen. Og jeg er god til det - min kæreste siger, at han nyder når vi også kan være stille sammen. Jeg nyder vores blikke og smil til hinanden i stilheden. Nyder glæden, tilfredsheden og roen i stilheden....

torsdag den 4. november 2010

Ugens horoskop!

"VANDMANDEN: Du har sans for detaljerne, og samtidig har du evnen til at sætte dem ind i et større sammenhæng. det giver dig et godt overblik over det daglige arbejde. Du er målrettet og passioneret i alt hvad du foretager dig - også når det gælder kærlighed. Kun det bedste er godt nok for dig i øjeblikket. Fornøjelser er der mange af, og det kan ses på dit pengeforbrug."
Jeg læser altid mit horoskop når jeg støder på et. Om jeg tror på det der står? Egentlig ikke...  alligevel læser jeg af og til et hvor jeg tænker: "Hmmm, det kan jeg da vist godt tage til mig." I dag fandt jeg det i "Alt for damerne"