mandag den 29. oktober 2012

Engletid

Jeg synes egentlig altid det er engletid.
Alligevel er det lige som om at det bliver mere intenst 
ved denne årstid - for så at kulminere 
i december. 
Disse engle er nogle Størsten har lavet.
Jeg har meldt mig til et julemarked i Vejle, fortrinsvis 
med tanke på at sælge nogle malerier, men jeg synes
også der skal lidt andet med.
Derfor skal der nu produceres nogle engle og andre 
hyggelig julesmåting.


onsdag den 24. oktober 2012

Rekreation

Det føles som rekreation...
Jeg afsluttede i dag tre dage som censor på pædagoguddannelsen.
Hjernen er brugt.
Rekreationen har bestået i at arbejde stille og roligt med pensel og sort maling.
Bare fylde et stort område ud med sort. Stryge med lette strøg i en langsom, gentagende rytme.
Hjernen fik ro, tankerne kunne stille vende tilbage til normal tilstand.
Hvor er jeg taknemmelig for min passion - mit maleri...
Der står altid et lærred klar til min sindstilstand.
Store, små, påbegyndte eller nye hvide lærreder.
Der er altid farver nok at tage af.
Ideer nok at arbejde med.


 

tirsdag den 23. oktober 2012

Englen Frida

Caroline, 5 år: "Er det din nøgle?"
Mig: "Ja."
Caroline: "Hvad er det mere?"
Mig: "En engel."
Caroline: "Hvad hedder hun?"
Mig: "Hun hedder Frida."
Caroline: "Er du sikker?"
Mig: "Ja."

Og det er jeg ganske sikker på. 
Alle mine engle hedder Frida. 
Det er lige som blevet et 
begreb mellem mig og mine piger. 
Engle og finurlige piger hedder Frida.
Jeg har mange engle, men de skal være i besiddelse af et bestemt udtryk.
De skal være lidt friske og frække - så passer de bedst til navnet.
Ikke nogle pusse-nussede til mig.
Caroline er også en frisk og fræk pige - der er lidt Frida over hende :-)