Viser opslag med etiketten advent. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten advent. Vis alle opslag

søndag den 2. december 2012

Advent


Årets adventsdekoration med det første lys tændt.
Hvert år ser jeg frem til denne dag, da den markerer starten
På den hyggelige juletid.
Og sikke en start.
 Det vinterhvide landskab der mødte øjnene i morges,
sendte julestemningsbarometeret i top.
Kæresten, mine piger og jeg, startede dagen med en fantastisk brunch
på Hopballe Mølle. Det var som et maleriske julepostkort.
Derefter besøgte vi et hyggeligt lille julemarked i Horsens og 
shoppede lidt i Horsens.
Herhjemme blev der spist hjemmebagte
æbleskiver.

søndag den 27. november 2011

Første søndag i advent

Dagen startede med en lækker adventsgave fra Kæresten: Chokoladejulekalender fra Summerbird. Uhmm...

Vi hængte en gren i vinduet på den nymalede spisestue,
og tilføjede en sværm af engle.
Det har jeg glædet mig til længe.


Der blev også tid til en tur på julemarked i Ridehuset i Århus.
Her findes de skønneste hjemmelavede ting, bl.a. engle.
Når jeg køber engle, skal de have et udtryk der "taler" til mig.... det gjorde disse:

Sidst, men ikke mindst, er der jo lige det med adventskrandsen.
Den er næsten magen til den fra sidste år. Jeg kunne sikkert sagtens have fundet
på en anden udgave, men jeg kunne bare så godt lide den.
Billedet er dog nyt!
Og så sluttes dagen selvfølgelig af med en kop kaffe....
Glædelig første søndag i advent.

lørdag den 11. december 2010

Tøvejr.

Hold da op! I går var haven hvid af sne... I dag er der grønt. Nattens tøvejr har fjernet sneen. På gaden ligger et grimt lag is, og vi skal nok alle passe lidt på når vi færdes udendørs.
I morgen er det 3. søndag i advent. Sidste år tilbragte jeg denne weekend i Göteborg. På daværende tidspunkt havde vi endnu ikke set et snefnug i Danmark, så glæden var stor da sneen dalede ned om ørerne på mig, mens jeg lyttede til et kor der sang julesalmer. Hvilket stemningsfuldt julebillede det blev. 
Adventspakkerne til mine kære er klar - og nu skal jeg også snart til at koncentrere mig om julegaverne.

torsdag den 2. december 2010

2. december

Så er pakkerne til 2. søndag i ADVENT klar.
De første pakker blev vel modtaget. Der var dukkeglas i farvet plastic til Størsten og Mindsten, de var tænkt som festlige shotsglas, og blev købt ganske billigt i Ikea. Kæresten fik dejlig honning til sine ostemadder. Jeg forstår ikke helt denne spise: honning og salt på ostemadder!!! I Italien købte jeg trøffelhonning til ham - puha det lugtede fælt. Nu er glasset heldigvis tomt og han må nøjes med dansk honning med sød duft.

Vi fik et nyt lag sne i dag og det er .....koldt. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om det vejr. For hyggeligt, det er det jo. Alligevel giver det en masse besvær. Alternativet kan dog være regn, blæst og kulde - det vil jeg da slet ikke have. Ja, jeg er en ægte dansker - sådan en der hele tiden taler om vejret.....

tirsdag den 30. november 2010

Sne, advent og hygge...


Sneen daler stille ned, suser rundt om hjørnerne eller laver sjappede veje som mine sommerdæk bare ikke kan klare. Uanset - smukt er det. Skaber grobund for glæde og røde kinder. Bringer 5-års barnet frem i selv den allermest voksne sjæl. Vi pynter til jul, hygger med adventskrans, synger julesange, kælker og vasker et smilende ansigt i nyfalden sne.

fredag den 26. november 2010

Sneflokke kommer vrimlende...

En dejlig fredag går mod sin slutning. Udenfor drysser sneen stille ned. Julelysene i byen er blevet tændt i dag. Min by er smuk - både sommer og vinter - men specielt her op mod jul. Butikkerne havde åben hele aftenen, og jeg hyggeshoppede gaver og småting.
Adventsgaverne til mine piger er pakket ind - hvidt i hvidt - for at matche det hvide vinterlandskab. En dejlig tid ligger forude.